23948sdkhjf

HiFi Klubben vil charmere kunderne med unik sanseoplevelse

Studier viser, at smagen af mad ændrer sig i forhold til musikken.

God mad smager bedre, når det er smukt anrettet. Derfor siger vi, at vi smager med øjnene.

Men vidste du, at man også smager med ørerne? Forskning viser nemlig, at det vi hører, påvirker vores smagsoplevelse.

Derfor har den danske lydspecialist HiFi Klubben nu udviklet særlige lydscenarier, der fremmer forskellige smagsnuancer, og nu får kunderne chancen for selv at prøve det, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse. 

Undskyld, kan jeg få lidt violin i kaffen?
For at give danskerne mulighed for selv at smage med ørerne rykker HiFi Klubben i samarbejde med La Cabra Coffee Roasters ud i landets fire største byer mellem den 5. og 29. juni.

Her vil de i forbindelse med forskellige kulturarrangementer give forbipasserende mulighed for en helt særlig lytteoplevelse.

– Vi vil have folk på gaden til at stoppe op, få et par høretelefoner på og nyde en kop kaffe, mens forskellige lydscenarier bliver afspillet. Lydene er specialdesignede til at fremhæve forskellige smagsnuancer, og vi håber, at folk får øjnene op for, hvor stor en rolle lyd spiller, når man for eksempel lige smager sin kaffe til med et par lyse, søde violintoner, forklarer Thomas Nielsen, der er ansvarlig for HiFi Klubbens Lyt & Smag-event.

Høje toner giver sødme – prøv selv
Professor i eksperimentel psykologi på Oxford University Charles Spence har lavet forsøg, hvor deltagerne smagte karamelprøver, mens de lyttede til forskellige lyde, der var designet til at fremhæve henholdsvis sødme og bitterhed.

Forsøgene har vist, at dybe toner generelt fremmer oplevelsen af umami og bittert, mens de højfrekvente toner især får os til at fremhæve sødt.

– Vi er altså i stand til at ændre smag med lyd, så hvis du for eksempel synes, at et stykke chokolade er for bittert, kan du med fordel ’smage det til’ med musik, der fremhæver det søde. Man kan også selv prøve at lave en blindtest, hvor man smager noget sammen med henholdsvis høje og dybe lydscenarier,siger Susanne Højlund, lektor i antropologi ved Aarhus Universitet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107